Udeskole med fokus på trivsel og høj faglighed
Trivsel via fællesskab
Trivsel er en forudsætning for børns indlæring.
Et trygt og overskueligt undervisningsmiljø samt godt fællesskab danner grundlag for trivsel. Skolens mål er, at sikre mindre klasser med en god klassedynamik, samt trygge og overskuelige rammer, hvor læreren har en god føling med hver enkelt elev.
På Friskolen på Røsnæs vil vi opnå et godt fællesskab blandt andet på baggrund af:
Socialt fællesskab
Friskolen på Røsnæs lægger stor vægt på, at eleverne lærer at have respekt for hinanden og acceptere hinandens forskelligheder. For at have det godt med sig selv og bevare et godt selvværd, er det vigtigt, at eleven bliver mødt for det individ det er, med de ressourcer og udfordringer, det har. Med rummelighed, nærvær og problemløsende adfærd er lærere og pædagoger på forkant med at håndtere konflikter og deraf mobning. Vi accepterer ikke mobning på vores skole, da det har konsekvenser for alle involverede hele livet.
Der skal være en venlig og respektfuld omgangstone, der tydeligt giver udtryk for ligeværd, respekt og som styrker fællesskabet. Der skal være tydelige voksne, der giver udtryk for deres holdninger. Alle elever skal holdes fast i at være et godt eksempel for deres kammerater. Børn og voksne skal optræde som ”det gode eksempel”.
Friskolen på Røsnæs arbejder på, at eleverne indgår i mange sociale relationer på tværs af alder og køn, dette ved hjælp af arrangementer som emneuger, fælles spisning første skoledag med familie, lejrskole osv.
VENNEKLASSER
Fællesskab på tværs af alder og køn skabes blandt andet via venneklasser. Når børnene i 0. kl. starter i skole, bydes de velkommen af en større klasse og hver enkelt elev tilknyttes en ældre elev som skoleven. Skolevenner tager sig af de nye elever, viser dem rundt og lærer dem om skolens rutiner og værdier. De støtter i den første skoletid, hvilket skaber tryghed og trivsel som styrker indlæringen. De store elever har også gavn af vennerollen som blandt andet lærer dem ansvarlighed. Venneklasser vil derudover bruges i flere forskellige sammenhænge f. eks. i forbindelse med højtlæsning, emneuger, lejrskole og opsætning af skolekomedie.
MORGENSAMLING
Morgensamling er en god start på dagen, hvor elever, pædagoger og lærere får set hinanden og sagt godmorgen. Det er et samlingspunkt og det er ikke ligegyldigt om du er der. Det er her vi får beskeder, vi synger sammen og derudover kan der indgå forskellige faglige emner.
Da vi er en udeskole, anvendes både ude – og inderummet.
LEJRSKOLE OG STUDIETURE
Fællesskabet styrkes gennem lejrskole for hele skolen samt en studietur i Danmark for mellemtrinnet og en udlandsrejse for udskolingen. Hver klasse har en klassekasse og sparer løbende op til disse ture.
ARBEJDSDAGE
Der vil være 2-4 årlige arbejdsdage for at sikre de optimale rammer for børnene. Som forældre på Friskolen på Røsnæs deltager man naturligvis i arbejdsdagene. Arbejdsdagene giver børn og forældre ejerskab for skolen.
Udeskole
Udeskole praktiseres i alle klasser og i alle fag.
Børn er forskellige og de lærer på forskellige måder. Udeskole, hvor undervisningen regelmæssigt foregår uden for klasselokalet, giver mulighed for at skabe variation i undervisningen, og dermed ramme eleverne på forskellig vis. Samtidig skaber det en god sammenhæng mellem teori og praksis, hvilket styrker fagligheden. Undervisningen giver mulighed for at bryde den typiske klasse op i grupper, der arbejder selvstændigt på tværs af klasser, kompetencer og køn.
Undervisning i uderummet vækker ofte nysgerrighed, som er en vigtig drivkraft for læring
Koncentrationen er bedre udviklet hos børn, der regelmæssigt undervises i naturen
Udeskoleundervisning giver eleverne en dybere og mere holdbar viden
Udeskole styrker elevernes trivsel via fælles oplevelser
Udeskole øger elevernes samarbejdsevner, bidrager til sammenhold og bedre socialforståelse
Udeskole øger elevernes sundhed og danner gode motionsvaner
Bevægelse i naturen skaber bedre motoriske færdigheder og gør børnene mere modige
Eleverne får en forståelse og respekt for naturen, miljøet og det omkringliggende samfund
Udeundervisning styrker fantasi og kreativitet
Undervisningen foregår i den fantastiske natur på Røsnæs med skov og strand som børnene lærer at færdes i og passe på. Skolen har 4 udeskolebaser samt et udeskolekøkken som vi benytter. Vi inddrager det omkringliggende forenings- og erhvervsliv i undervisningen.
Høj faglighed
På Friskolen på Røsnæs er høj faglighed en prioritet.
Vi arbejder mod at eleverne opnår dette ved at finde deres egen motivation til at tilegne sig viden, via nysgerrighed og lyst til at lære.
Via en anerkendende pædagogik ønsker vi, at eleverne når deres fulde potentiale. Eleverne skal ses, høres, værdsættes og opmuntres. De skal lære god arbejdsdisciplin og gode rutiner, så de lettere kan fokusere på den givne opgave.
For at underbygge dette er det vigtigt, at eleverne er omgivet af engagerede, glade, veluddannede voksne, som bakker op og viser interesse for den enkelte. Lærerne skal give velforberedt undervisning, med klare mål, via mange forskellige undervisningsformer, både i klasselokalet og i uderummet.
Skolen lægger vægt på udviklingen af det hele menneske, hvor elevens indlæring stimuleres gennem en fysisk, intellektuel og kreativ undervisning. Et undervisningsmiljø hvor eleven tør fejle og hvor gode idéer og tanker ud-af-boksen honoreres og hvor eleven får styrket og prøvet kræfter med sine teoretiske, kunstneriske, sanselige og håndværksmæssige kundskaber.
UNDERVISNINGSDIFFERENTIERING
Eleverne skal rammes på det niveau de er og udfordres fagligt. Samarbejde på tværs af klasser giver også mulighed for differentiering og en anderledes gruppedannelse.
DE KUNSTNERISKE OG KREATIVE FAG
På Friskolen på Røsnæs prioriterer vi de kunstneriske fag højt. Når eleverne udfolder sig i de kunstneriske og kreative fag, øger vi sandsynligheden for, at de igennem dette udtryk opnår nye erkendelser. Når der arbejdes med musik/kunst påvirker det og stimulerer hjernen således, at eleverne også opnår bedre resultater i eksempelvis dansk og matematik.
TIDLIG SPROGUNDERVISNING
Undersøgelser viser, at eleverne generelt er glade for den tidlige sprogstart. Erfaringer har vist at tidlig sprogstart:
Stimulerer den sproglige opmærksomhed
Styrker sprogproduktion – også på modersmålet – og giver sproglig selvtillid
Fremmer motorik og koordination
Øger koncentration og fokus
Styrker fantasi, oplevelse og legelyst
Fungerer som kulturformidler
Gør 2. sprog til brugssprog, frem for et fremmedsprog
På Friskolen på Røsnæs tilstræber vi tidlig sprogundervisning baseret på en kreativ og legende tilgang, og derfor begynder eleverne at lære engelsk i 0. klasse, og det tilstræbes, at tysk starter i 4. klasse.
VÆRDIGRUNDLAG
På Friskolen på Røsnæs tror vi på, at skolens opgave er mangfoldig og rummer mange forskellige aspekter. Vi ønsker at udvikle livsduelige mennesker, som besidder nysgerrighed og som er ambitiøse såvel socialt som fagligt.
Gennem ligeværd, nærvær, ansvarlighed, forskellighed og faglighed samt ved at være optaget af vores omverden, vil vi gøre de små mennesker, som vi har på vores skole, klar til livet som store mennesker.
Derfor tror vi på, at:
Skolen er for livet.
Skolen oplyser om livet.
Skolen forbereder til livet.
NYSGERRIGHED
Nysgerrighed er at undres og blive tilpas udfordret, samt styrke refleksion for sig selv og fællesskabet.
Vi vil udvikle og bevare nysgerrigheden ved at bryde vaner og give plads og mulighed for undren, og der skabes rum til dette i alle skolens sammenhænge.
Dette praktiserer vi i hverdagen ved udeskole, fagdage, emneuger, lejrskoler og tværfaglige undervisningsforløb.
AMBITIØS
Ambitiøs er at brænde for noget og have et drive – at sætte sig et mål og styre efter det.
Vi vil udvikle børn, som ønsker at dygtiggøre sig i alle livets forhold, uanset om det er individuelle faglige/personlige mål eller om det er relateret til det sociale fællesskab.
Dette praktiserer vi i hverdagen ved at give børnene succesoplevelser og derved øget selvværd. Vi vil understøtte udviklingspotentialerne, samt skabe en god sammenhæng mellem teori og praksis, bl.a. i udeskolen.
LIVSDUELIG
Livsduelig knytter sig til at blive udfordret og udviklet både fagligt, socialt, kropsligt og personligt. Et menneske som kender sine og andres grænser får større selvindsigt og forståelse for andre.
Vi vil gennem åbenhed og kommunikation opmuntre til selvstændighed og demokratisk forståelse.
I dagligdagen møder vi hinanden som hele mennesker med ressourcer og udfordringer, hvor der tages udgangspunkt i den enkelte indenfor fællesskabets rammer. Det gør vi gennem dialog, fælles arrangementer, morgensamling og -motion samt kor og teater.
VORES KERNEOPGAVE SOM FRISKOLE
På Friskolen på Røsnæs fokuserer vi på fællesskaberne i skolen, på trivsel og på engagement. Vi skaber ligeværdighed, anerkendelse er hjørnesten i vores omgang med hinanden, og tillid er det, som får det hele til at hænge sammen.
Vi har trygge rammer, som styrker de forpligtende fællesskaber, hvor børn har mulighed for at lære gennem hele skoleforløbet, så de bliver i stand til at blive livsduelige borgere i et demokratisk samfund.