16 aug Dagsorden d. 18. maj 2022
Dagsorden d. 18. maj 2022
Til stede: Jonas, Marianne, Maria, Christina, Nina, Kathrine, Philip, Nanna og Cathriona
Fraværende: Anders, Tonny og Freja
- Referater underskrevet.
Til efterretning:
- Nyt fra skole og SFO v/ Jonas og Marianne:
Intet nyt fra personalegruppen. Der er positiv stemning, og de oplever større interesse for skolen. Mange lokale er interesserede i at høre om skolen.
Der er snart afgangsprøver for 9. klasserne. Der er mange aktiviteter, men det kører godt. Mange er interesserede i at komme forbi og se skolen, men der er ikke så mange, der bider på (måske skal der ændres på formen for rundvisning – der bliver her spurgt ind til at ”bruge” elever som hjælpere ved rundvisninger).
- Ressourcer og fordeling/elevtal til næste skole år v/ Jonas
Året skal afsluttes godt og næste år skal planlægges. Skemaerne er lagt – de går op med antallet af ressourcer, men det er et puslespil, der skal gå op, for kompetencerne skal også gå op. Musiklæreren stopper. Der mangler idrætskompetencer og muligvis tysk-kompetencer. Det kan nemt skabe frustration, men de forsøger at få det til at gå op i en fælles proces, hvor skemaet har ligget fremme i personalerummet.
Udskolingen går fra 7 lektioner til 6 lektioner de fleste dage, så det stemmer ca. med det vejledende timeantal. Vi skærer ned for antallet af lektioner, men op for kvaliteten bl.a. ved at give eleverne en ny struktur.
Kalenderen for næste skoleår er ligeledes ved at blive fyldt. Der skal prioriteres i foråret 2023, hvor der er mange arrangementer og planer.
- Form, rammer og traditioner (sidste og første skoledag) v/ Jonas:
Sidste skoledag, første skoledag og sidste skoledag op til jul bliver korte dage (ca. 8-12 + SFO). Første skoledag bliver på den gammeldags måde kl. ca. 8-12.
- klasserne skal bydes velkommen, og der skal være flagallé.
Philip spørger, om klokken ringer på skolen, og om det kan være en god ide, at den ikke gør. Der er diskussion i bestyrelsen omkring dette, hvor der bringes argumenter op både for og imod. Måske dette kan diskuteres eller besluttes en anden gang.
- Kvartalsregnskab (1. kvartal 2022) v/ Jonas
Kvartalsregnskabet ser umiddelbart ok ud. Der er kommet lidt penge ind for Corona-relateret sygefravær. Der er forskellige poster, som det er svært at regne med fra første kvartal (bl.a. pga. undervisningsmaterialer, der primært ligger i august måned, CopyDan to gange årligt, ejendomsskat to gange årligt, forsikringer én gang årligt mv.). Til gengæld er Comit og Friskoleforeningen betalt, som begge har betaling én gang om året. Vi er udfordret af faldende elevtal og stigende el- og varmepriser.
Vi har ikke fået fonden, vi søgte til Fysiklokalet, men har været nødt til at få det lavet, så det er klar til afgangseksamenerne. Der er ekstra omkostninger på omkring samlet 100.000kr. for fysiklokalet, som forhåbentlig kan afskrives over flere år, så vi får et rimeligt regnskab. Vi vil gerne vise pæne regnskaber henover de næste år, så vi har mulighed på sigt for at få omlagt lån i banken.
Vores elevtal vil efter sommerferien (pr. 5/9) sandsynligvis ligge på lige omkring 100 børn.
- Kommende bestyrelsesmøder v/ Cathriona:
Datoer gennemgået og sendt ud.
Til beslutning:
- Ferieforslag fra GF v/ Cathriona:
Vi har drøftet forslaget, men der er enighed om at følge kommunens ferieplan i store træk (specifikke ændringer har været drøftet på tidligere bestyrelsesmøde).
- Elevinddragelse og elevråd v/ Jonas og Cathriona:
Elevrådet skal køres op igen, og læreren der skal køre elevrådet fremadrettet, skal have indblik i Friskoleloven og hjælpe til at eleverne bliver motiverede til at indgå i den demokratiske proces. Der er tale om muligheden for at have et ”lille” og ”stort” elevråd (fx indskoling, mellemtrin, udskoling), så aldersspændet i elevrådene bliver mindre. Det kan til en start sættes på elevrådets dagsorden, hvordan elevrådet sørger for, at de mindre børn bliver hørt. Der er fra bestyrelsens side ønske om aktiv elevinddragelse i det daglige, på bestyrelsesmøderne, på GF mv.
Vi beslutter, at eleverne bliver inddraget, så snart elevrådet fungerer igen. Vi vil gå efter en form, hvor de deltager på den første del af mødet.
- Nordeafonden v/ Kathrine:
Pulje der kan søges fra 0.-6. klasse til relevante udendørsaktiviteter til SFO/klub, der giver mere bevægelse. Kathrine har deltaget i webinar, og vi har mulighed for at søge. Vi skal lægge vægt på bæredygtighed og elevinddragelse. Vi kan søge mellem 100.000-1 mio.. Vi behøver ikke at egenfinansiere, men det vil stille os bedre.
Der er tale om at søge til fritidsklub, fx til bålhytte(-r), skaterbanen, (el-)bus, skydebane, eller legeplads for de større elever. Det besluttes at Jonas, Cathriona og Kathrine arbejder videre.
- Sommerkomsammen/pædagogiske dage for bestyrelse/personale v/ Cathriona:
Bestyrelsen har et ønske om at gentage successen med en fælles komsammen. Der er for meget op til sommer, og august vil ligeledes være fyldt med aktiviteter. Vi taler om visionsdage i sensommeren for medarbejdere og bestyrelse på en fredag, hvor vi kunne spise og hygge sammen efterfølgende. Der er ligeledes overvejelser omkring, om børnene kan inddrages i visionsdrøftelserne om formiddagen.
Bestyrelsen mener, at der kan findes forældre, som vil overtage pasningen af SFO-børnene fra frokost og frem. Nina tilbyder at lægge sommerhus til fest og overnatning. Emne omkring udeskole foreslås. Det aftales, at Jonas og Cathriona arbejder videre med dagen(-e).
-
- Fordeling til arbejdsgrupper: Philip kommer i bygninger og børnehave.
- Børnehave status: Brev er ved at blive forfattet til forældre med mulige børn til børnehaven. Mulighed for at lave andelsbeviser bliver drøftet. Jonas vil undersøge denne mulighed og Mette er i gang med nyt budget.
- Fritidsklub og solidarisk betaling: Gruppen mødtes i går. Den indtægt der mangler i indskolingen kan dækkes med 300-400kr, som desuden inkluderer alle lejrskoler og ansat i fritidsklub. Gruppen arbejder videre med ideerne. Bestyrelsen er positivt stemt overfor solidarisk betaling, men udtrykker også bekymring for, om det kan have negativ effekt på børnetallet på skolen.