Skærmpolitik

Skærmpolitik for Naturbørnehaven og Friskolen på Røsnæs

Besluttet af elevråd, bestyrelse og personale ultimo maj 2024

 

Børnehavens værdigrundlag og intention med politikken:

Børnehaven er som udgangspunkt skærmfri. Hvis et barn har et helt særligt behov for at anvende skærm, aftales dette mellem pædagogerne og forældrene.

 

Skolens værdigrundlag og intention med politikken:

Skærmpolitikken skal være med til at styrke læringen, styrke fællesskabet, og samtidigt være en påmindelse om, at det er et fælles ansvar for elever, forældre og skole at bakke op om politikken.

Vi vil gerne lære eleverne at bruge naturen, kroppen og alle sanser i forbindelse med lærerige oplevelser og gode sociale erfaringer. Derfor skal mobiler, computere og andre digitale enheder fortrinsvist bruges som et middel for at skabe god læring og et dannende fællesskab. Anvendelse af mobiler, computere og andre digitale enheder er således ikke et mål i sig selv.

 

Konkrete regler for brug af mobiler, computere og andre digitale enheder:

Indskoling 0. til 3. klasse:

  • Indskoling og SFO er som udgangspunkt skærmfri.
  • Hvis et barn har et særligt behov for at medbringe fx en mobiltelefon, aftaler forældrene dette med lærerne/pædagogerne. Mobiltelefonen afleveres til læreren/pædagogen ved dagens begyndelse og udleveres ved skoledagens/SFOens afslutning.
  • Mobiltelefon og skærme, fx ipad og computer kan anvendes i undervisning og SFO-tiden efter aftale med personalet.

Mellemtrin 4. til 6. klasse:

  • Mobiltelefoner og skærme afleveres til læreren ved skoledagens begyndelse og udleveres ved skoledagens afslutning.
  • Lærere kan vælge at anvende mobiltelefoner som et redskab i undervisningen. Det er dog aldrig et krav, at eleven medbringer en mobiltelefon.
  • Det er et krav, at eleverne medbringer computer, oplader og hovedtelefoner.
  • Computer anvendes først i undervisningen på lærerens foranledning.
  • Når computer ikke benyttes, opbevares den et ikke-synligt sted, fx i skoletasken eller et skab.
  • Skærme kan anvendes i klubben efter aftale med personalet.

Udskoling 7. til 9. klasse:

  • Mobiltelefon må medtages og må bruges i pauserne udendørs og i udskolingens lokaler.
  • I undervisningstiden skal mobiltelefonen ligge et ikke-synligt sted, fx i skoletasken.
  • Lærere kan vælge at anvende mobiltelefoner som et redskab i undervisningen. Det er dog aldrig et krav, at eleven medbringer en mobiltelefon.
  • Det er et krav, at eleverne medbringer computer, oplader og hovedtelefoner.

Hvis en elev bruger sin telefon til andet end undervisningsbrug, skal eleven på opfordring aflevere mobilen. Ved gentagne overtrædelser kontaktes elevens forældre, og de kan efterfølgende hente telefonen på skolens kontor.

 

Til elever:

Tænk dig om, når du bruger din mobiltelefon. Tag aldrig billeder af andre uden deres tydelige accept. Brug ikke mobiltelefonen til at inddrage andre, fx mor eller far, i konflikter mv. Henvend dig i stedet til en lærer eller pædagog, hvis du har brug for hjælp.

 

Til forældre:

Hjælp dit barn med at overholde skolens mobilpolitik. Undgå at ringe eller sende sms’er til dit barn i skoletiden. Tal med dit barn om, at man går til en voksen på skolen, hvis man ikke selv kan løse en konflikt eller er blevet ked af det. Hav tillid til, at lærere og pædagoger kan hjælpe dit barn. Skolen vil altid kontakte jer, hvis der er behov for det.

Hvis du bliver kontaktet af dit barn i skoletiden, beder vi dig om at spørge barnet, om dette er sket i samarbejde med personalet på skolen.

 

Anbefalinger om børn, unges og forældres brug af skærm – Sundhedsstyrelsen

https://www.emu.dk/grundskole/dansk/it-og-medier/10-gode-rad-til-brug-af-digital-teknologi-i-undervisningen

 

Venlig hilsen, elevrådet, bestyrelsen og personalet på skolen